Skab sindsro

En god billedlig beskrivelse, skrevet af forfatter Lasse Løager.:

For nyligt spurgte jeg min hund om hvordan kan det egentlig være, at ét enkelt år i menneskets liv, veksles til 7 når det overføres til hunden?

Jeg havde fået for vane at snakke med vovsen og når man har den slags tilbøjeligheder, da er det jo dejligt at være ven med en hund som kan snakke. Vi var på skovtur og var netop ankommet til en lille skovsø.

Hunden rystede sig, snusede til noget græs og satte sig derefter til rette og svarede:

”Det er fordi vi lever med intensitet, lidenskab og appetit. Vi er til stede præcis hvor vi er og gemmer ikke halen mellem benene blot fordi tankesindet brøler løs om arrige katte, gnavne postbude eller dårlige kødben. Mennesket har behov for måleenheden. Du har aldrig set et egetræ med et armbåndsur, idet naturen ikke har behov for at tage tid på sig selv.

Ting tager tid – Især for et egetræ.

Og begivenhederne folder sig ud i præcis det rette tempo

Jeg satte mig til rette ved siden af hunden og samlede en grankogle op. Jeg sad med koglen, roterede den med fingrene og smed den fra hånd til hånd. Den vejede stort set ingenting.
”Al den visdom, bliver den tilgængelig når man kan snuse til sin egen mås?” spurgte jeg og kastede derefter koglen ud midt i den lille sø, den landede med et ’plump’ og vuggede derefter fra side til side.

Hunden lagde sig til rette i græsset, rullede om på ryggen og luftede dermed hele herligheden på én gang. Lidt efter snurrede vovsen omkring, lagde sig på siden, kiggede op på mig og spurgte
”Hvordan blev du opmærksom på at du ikke var til stede med din egen sandhed? ”

Jeg svarede at ofte havde jeg sagt ”Ja” selv om jeg i virkeligheden havde ment ”Nej” – Jeg frasagde mig det jeg egentlig tænkte i jagten på at indfri en forventning. Min egen sandhed blev begravet i savsmuldet fra et cirkus hvori jeg ikke optrådte.

”Jeg var vågen i en drøm som ikke var min egen” sagde jeg og kiggede forventningsfuldt på hunden, idet jeg godt kunne lide det udtryk.
Hunden gabte, slikkede sig om munden og sagde ”Hvis du nu skærer alle tanker væk, hvor langt er et år i menneskets liv så? Hvis du kun medregner den tid hvor glæde, leg, lidenskab og kærlighed i alle afskygninger er på scenen”

”Du beder mig altså om at smide al min tankevirksomhed over bord? ” spurgte jeg og søgte øjenkontakt med min firbenede rejsefælle.

”Nej” sagde hunden og uddybede ”Jeg beder dig blot om at tage al den baggage som tynger og kaste den bort, smide den væk fra øjeblikket og forlade den.”

Jeg samlede endnu en lille kogle op, vejede den og kiggede nøje på den af træet afsendte baggage. Hunden sagde ”Du kunne lade koglen være repræsentant for en given problemstilling som du ønsker at tyre af hekkenfeldt til”

Jeg overvejede nøje om koglen mon ville kunne rumme ’Vrede’ og derefter høvlede jeg koglen afsted i en blød bue. ”Jeg kaster min vrede fra mig, jeg ønsker ikke at være en sur, lille trold” sagde jeg.

Lidt efter kom jeg dog i tanke om noget og spurgte hunden ”Hvad nu hvis jeg bliver vred alligevel?” og åbnede derfor op for den mulighed at vreden kunne tænkes at komme retur, som en slags boomerang. Hunden gabte og svarede ”Der er masser af kogler i skoven”

Jeg forstod at der ikke var regler og hvis jeg skulle have behov for det, da kunne jeg smide den samme ballast igen. Måske havde jeg et helt lastrum fyldt med vrede og mængden af dette ville muligvis kræve flere kogler.

”Det er som at spise en elefant” sagde vovsen ”Man tager én bid af gangen. Ellers får man proppet sig i en grad så det kvæler, tynger og dræber”

Behøver det være kogler? Spurgte jeg.

”Nej, det kan være hvad som helst. Sten, blade, grene, kviste og håndfulde af sand, hvis man har lyst. Det vigtigste er at mennesket prøver at træde ind i hundens mentale rum”

Jeg forsøgte at forestille mig at lette ben, snuse til brandhaner og gnave i kødben. Det var dog helt sikkert ikke hvad vovsen havde ment.

”Slip problemerne for et øjeblik. Træk vejret i kroppen, find rytme, ro, stilhed og bevægelse. Det hele er hele tiden til stede. Du behøver ikke at skulle noget. Du er perfekt, ganske som du er”

Du er verdens dejligste hund, sagde jeg derefter til vovsen.

”Verden er fyldt med dejlige dyr” sagde hunden og spurgte derefter om vi ikke skulle løbe ind i skoven og lege.

 

Definition af at være mindful: A non-judgemental awarness from moment to moment (Jon Kabat-Zinn).

Dvs. En ikke dømmende opmærksomhed fra øjeblik til øjeblik.

Mindfulness er en træning i at kunne være bevidst nærværende og fuld opmærksom på sine tanker, følelser, sansninger og handlinger i det øjeblik de indtræffer, uden at dømme, kommentere eller kritisere. Dvs. med venlighed og tålmodighed at rumme det, som er.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *